Jeg er mor til to skønne piger. Den ene er 4 ½ år, og den anden er snart seks måneder. Allerede nu er min barsel helt anderledes, end den var for snart 5 år siden. Da jeg fik min første datter, var jeg indlagt en del gange og havde en barsel fyldt med frustrationer. Da hun var ca. to uger gammel, stoppede hun nærmest med at spise fra den ene dag til den anden. Hun virkede som om, at hun havde ondt hele tiden. Hun skreg og kastede sig bagover, hun ville ikke ligge ned, og søvn blev der ikke meget af. Jeg kan huske, hvordan vi gik rundt med hende på armen det meste af dagen og hele aftenen. Nogle gange skreg hun så højt, at vi gik ned i vores kælder, hvor vi trillede barnevognen frem og tilbage.

Vi kørte rundt inde i København, hvor vi boede dengang, og når der blev rødt lys, holdt vi og gassede op, for ellers begyndte prinsessen at skrige igen. Det var frygteligt. Vi var trætte og følte os fallit som forældre. Vi stod med et barn, som skreg, ikke ville spise, og derfor ikke tog på, ikke havde det godt og som kun ville sove oprejst. Det første år af hendes liv, sad jeg oppe og sov med hende op ad væggen i soveværelset.

Refluks var et modefænomen…

Vores læge og sundhedsplejerske anede ikke hvad det var, så vi blev indlagt på Hvidovre Hospital. Og sikken en oplevelse vi fik der. En oplevelse jeg gerne ville have været foruden. Vi havde vores datter mistænkt for refluks, men dette fik lægen hurtigt afskrevet. Refluks var et modefænomen. Vi blev derfor indlagt på hospitalet til opsyn. De kunne hurtigt konstatere, at vores pige ikke spiste nok, og derfor valgte de at lægge en sonde på hende. Hver gang hun fik mad i sonden, så skreg hun som besat. Men lægerne sagde ikke noget. De kom med lange forklaringer om, at jeg virkede stresset, hvilket jeg så sandelig også var efter omstændighederne, og at det nærmest var min skyld, at hun ikke ville spise. De nærmest pressede hende til at spise efter fjernelsen af sonden, og selvom hun tydeligt viste, at hun ikke ville have mere, blev de ved med at presse på.

Min amning stoppede, og hun skulle have flaske, så de kunne kontrollere, hvor meget hun indtog. Vi blev sendt hjem med beskeden om, at hun skulle spise min. 85 ml pr. flaske, og ellers ville vi blive indlagt igen med sonde. Min mave slog knuder. Vi gjorde, som vi havde fået besked på, vi pressede vores datter. Vi pressede hende rigtig meget. Alt virkede forkert, men vi stoppede ikke. Vi nærmest holdt hende, mens vi tvang sutteflasken ned i halsen på hende, for hun skulle tage på. Vi prøvede at distrahere hende, så hun ikke lagde mærke til, hvordan vi madede hende. Når jeg skriver dette i dag, er det med tårer i øjnene. Og når jeg læser om andre forældre, som i afmagt gør det samme nu, som vi gjorde dengang eller er rådgivet forkert, ligesom vi også blev, så bliver jeg så ked af det.

Min datter lider i dag af en spiseforstyrrelse

Og det kan vi takke os selv for. Hvorfor var vi så dumme? Hvorfor lyttede vi ikke til vores mavefornemmelse?

Da vi var godt og grundig nedslidte efter ca. seks måneder, besluttede vi os for at flytte tilbage til Jylland, hvor vores kære familier boede. Da vi kom hertil, fik vi andre læger til at se på hende. Her fik vores datter konstateret refluks med det samme. Silent refluks, som betyder, at der ikke kommer eksplosive opkastninger, men at mavesyren løber frem og tilbage i spiserøret, hvilket gør ondt og er skadeligt. Ikke underligt at pigen ikke ville spise. Men hvorfor lyttede hospitalet ikke til os? Hvorfor kunne de ikke se, at hun havde refluks? Hvorfor tvangsfodrede de hende, og sagde at vi skulle gøre det samme?

Desværre sker dette stadig for mange. Derfor er der også en refluksforening, man gratis kan blive medlem af, og kan være med til at oplyse om refluks. Mange har samme historie som os, og mange kæmper hver dag med systemet.

Den rette rådgivning

Da vi endelig fik medicin og rådgivning om refluksen, begyndte det hele at give mening. En uge efter vores datter fik medicin, var hun ca. 1  år. Hun levede på dette tidspunkt af sutteflaske. Pludselig tog hun en bid af en rugbrød med flødeost. Jeg var ved at falde bagover. Jeg måtte rejse mig og gå ud på toilettet. Der sad jeg så og græd over den herlige oplevelse. Er I klar over, hvor vildt det var? At se sin datter spise for første gang i 1 år?

Min pige nummer to er snart seks måneder, hun guffer allerede grød og åbner munden som en fugleunge. Men det havde vi aldrig prøvet før. Denne gang har jeg en rigtig barsel. En barsel med et barn der trives. Sover om natten, kalder på maden, er glad og griner. Det er fantastisk. 

Jeg ville ønske jeg kunne gøre det hele om

Vi har i dag en pige med en spiseforstyrrelse, som spiser meget selektivt og har det svært med mad. En pige som stadig lider af refluks, astma, jernmangel og er traumatiseret af hele forløbet. En pige der er stresset og sensitiv. Hun magter kun meget korte dage i børnehaven, og hun har en utrolig kort lunte. Hun har til tider en del angst og er bange for mange små ting. Hun er min dejligste skat, og jeg elsker hende overalt på jorden, men hun er også min største bekymring. Jeg tilgiver aldrig mig selv for at give hende så svær en start på livet. Jeg ville ønske, at jeg i dag kunne gøre det hele om. Men det kan jeg ikke.

Jeg kan kramme hende hver dag, når hun har det svært. Rumme alle de ting der er svært for hende, og fortælle hende, at hun er skøn og dejlig. For det er hun. Jeg håber, at hun en dag vil vokse fra alt dette. At hun en dag får flere kræfter i sin hverdag. Energi som gør, at hun ikke behøver at sidde i en klapvogn, når de andre børn går på tur. At hun ikke vågner 10 gange om natten, fordi hun stadig får opstød, der gør ondt. At hendes krop kommer mere i ro, så hun ikke hele tiden kommer ud af fatningen over små ting.

Og ja – gid de i børnehaven ville lade være med at drille hende med, at hun ligner en baby.

Holder man nogensinde op med at bekymre sig som mor?

Nej, det tror jeg ikke. Men selvom det er stjerne hårdt, så er det også det bedste i hele verden. Og når man står med et barn, og kun kan tænke på at være mor, så husk at gøre noget godt for dig selv også. Det glemte jeg.

Nu er jeg begyndt på bootcamp. Jeg har tabt mig, fået mere energi, blevet mere glad og spiser sundere. Jeg føler mig stærkere end før.

Jeg tror på, at man bliver en bedre mor, hvis man ikke helt glemmer, hvem man var, før man blev mor. Dengang var jeg nemlig glad for motion og sport, og det glemte jeg. Nu sidder følelsen i mig igen, og denne gang slipper jeg den ikke.