Trip, trap, træsko
Jeg bliver ofte spurgt, om mine børn var planlagte.
Det er nok fordi, det skræmmer folk, at man kan træffe et valg om at få tre børn så tæt på hinanden af egen fri vilje. Men det har jeg altså gjort – helt planlagt.
Vi ville gerne være færdige med bleer og søvnløse nætter
Jeg har altid elsket idéen om søskende, der havde en tæt alder. Egentlig mest fordi jeg altid har syntes, at båndet mellem børnene er vigtigt. Selv har jeg en lillesøster, der er otte år yngre end mig, og vi er ikke super tætte. Det er ikke sikkert, det har noget med det at gøre, men hvorfor tage chancen, tænkte jeg!
Lasse (min mand) har også kun ældre søskende. Meget ældre. Derfor var vi ret enige om, at prøve at få børnene med et tæt mellemrum.
Det hårdeste er konflikterne mellem de tre
Jeg havde slet ikke regnet med alle de konflikter, der hele tiden er mellem dem. Vi kan ikke engang gå i bad, uden at de bliver uvenner. En skubber en anden. En tredje stjæler et legetøj. Det er en evig cirkel. Shit altså! Den del er virkelig hård.
Så er der selvfølgelig også andre ting, der er hårde. Som at have to blebørn – samtidig. Det er nu ikke det værste. Det værste er helt klart de søvnløse nætter. Er det ikke den ene, så er det den anden. Sådan bliver det ved og ved. Jeg føler faktisk ikke, at jeg har sovet i fem år.
Og så selvfølgelig at komme ud af døren med dem alene. De få gange jeg kun har et eller to børn, virker som en ferie på Hawaii. Det er som om, at den tredje gør det hele meget mere besværligt. Måske fordi man kun har to hænder?
Om morgenen er der altid mindst én, der vælter et glas vand. Så skal der nyt tøj på og tørres op. Alt i mens man skal undgå konflikter hos de 2 andre.
For ikke at snakke om mængden af vasketøj. Behøver jeg at sige mere?
Det bedste er kærligheden – og at de har hinanden
Men det hele er ikke bare surt. Selvom jeg glæder mig til, at de bliver større og mere selvkørende.
Det bedste er den kærlighed, de har til hinanden på trods af konflikter. De har altid en legekammerat, der næsten er jævnaldrende. De har altid en at tale med. De knuser og kysser hinanden dagen lang. De er ganske enkelt bare skønne sammen.
Og det opvejer det hele.
Ville jeg have gjort det om?
ALDRIG. Jeg ville måske have ventet et par år mere, før jeg startede med at poppe babyer ud…og så alligevel ikke. Jeg føler, at jeg nød min ”ungdom” og oplevede det, jeg skulle, inden jeg blev mor. Samtidig er det af og til sådan, at jeg nogle dage ville ønske, at jeg ingen børn havde, så jeg bare kunne arbejde igennem. Men igen… så var det slet ikke sikkert, jeg var her, hvor jeg er rent karrieremæssigt.
Skal jeg have flere børn?
JA! Jeg elsker børn. Og stod det til mig, fik jeg fem stykker.
Meeeen min kære mand har det lidt anderledes. Han er helt og aldeles færdig med at få børn. Så lige nu er jeg ved at overtale ham til nummer 4. Man må jo mødes på midten ikke?
HVIS jeg skal have en mere, bliver det ikke lige nu.
Nu skal jeg bare fokusere på min skønne virksomhed, og de børn jeg allerede er velsignet med. Og så låner jeg en baby i ny og næ, så jeg kan få stillet min skrukhed. For hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg mest til, hvis babyen bare forblev i en str. 50. De er bare SÅ nuttede i den spæde alder.
Trip, trap, træsko
Jeg bliver ofte spurgt, om mine børn var planlagte.
Det er nok fordi, det skræmmer folk, at man kan træffe et valg om at få tre børn så tæt på hinanden af egen fri vilje. Men det har jeg altså gjort – helt planlagt.
Vi ville gerne være færdige med bleer og søvnløse nætter
Jeg har altid elsket idéen om søskende, der havde en tæt alder. Egentlig mest fordi jeg altid har syntes, at båndet mellem børnene er vigtigt. Selv har jeg en lillesøster, der er otte år yngre end mig, og vi er ikke super tætte. Det er ikke sikkert, det har noget med det at gøre, men hvorfor tage chancen, tænkte jeg!
Lasse (min mand) har også kun ældre søskende. Meget ældre. Derfor var vi ret enige om, at prøve at få børnene med et tæt mellemrum.
Det hårdeste er konflikterne mellem de tre
Jeg havde slet ikke regnet med alle de konflikter, der hele tiden er mellem dem. Vi kan ikke engang gå i bad, uden at de bliver uvenner. En skubber en anden. En tredje stjæler et legetøj. Det er en evig cirkel. Shit altså! Den del er virkelig hård.
Så er der selvfølgelig også andre ting, der er hårde. Som at have to blebørn – samtidig. Det er nu ikke det værste. Det værste er helt klart de søvnløse nætter. Er det ikke den ene, så er det den anden. Sådan bliver det ved og ved. Jeg føler faktisk ikke, at jeg har sovet i fem år.
Og så selvfølgelig at komme ud af døren med dem alene. De få gange jeg kun har et eller to børn, virker som en ferie på Hawaii. Det er som om, at den tredje gør det hele meget mere besværligt. Måske fordi man kun har to hænder?
Om morgenen er der altid mindst én, der vælter et glas vand. Så skal der nyt tøj på og tørres op. Alt i mens man skal undgå konflikter hos de 2 andre.
For ikke at snakke om mængden af vasketøj. Behøver jeg at sige mere?
Det bedste er kærligheden – og at de har hinanden
Men det hele er ikke bare surt. Selvom jeg glæder mig til, at de bliver større og mere selvkørende.
Det bedste er den kærlighed, de har til hinanden på trods af konflikter. De har altid en legekammerat, der næsten er jævnaldrende. De har altid en at tale med. De knuser og kysser hinanden dagen lang. De er ganske enkelt bare skønne sammen.
Og det opvejer det hele.
Ville jeg have gjort det om?
ALDRIG. Jeg ville måske have ventet et par år mere, før jeg startede med at poppe babyer ud…og så alligevel ikke. Jeg føler, at jeg nød min ”ungdom” og oplevede det, jeg skulle, inden jeg blev mor. Samtidig er det af og til sådan, at jeg nogle dage ville ønske, at jeg ingen børn havde, så jeg bare kunne arbejde igennem. Men igen… så var det slet ikke sikkert, jeg var her, hvor jeg er rent karrieremæssigt.
Skal jeg have flere børn?
JA! Jeg elsker børn. Og stod det til mig, fik jeg fem stykker.
Meeeen min kære mand har det lidt anderledes. Han er helt og aldeles færdig med at få børn. Så lige nu er jeg ved at overtale ham til nummer 4. Man må jo mødes på midten ikke?
HVIS jeg skal have en mere, bliver det ikke lige nu.
Nu skal jeg bare fokusere på min skønne virksomhed, og de børn jeg allerede er velsignet med. Og så låner jeg en baby i ny og næ, så jeg kan få stillet min skrukhed. For hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg mest til, hvis babyen bare forblev i en str. 50. De er bare SÅ nuttede i den spæde alder.
+ vis kommentarer
GEM KOMMENTAR
Skriv en kommentar