Dette er et af de indlæg, jeg har haft lyst til at skrive mange gange, men ikke vidst hvor jeg skulle starte. Det er så vigtigt at få sagt det, men hvad skal man sige? Kender I det, hvor I bare ville ønske, at hvis ikke man havde noget pænt at sige, så tiede man stille?
For aldrig nogensinde har jeg fået så mange grimme blikke, spydige kommentarer eller oplevet at en fremmed kan få mig til at få det så dårligt med mig selv, som efter jeg blev mor.
Jeg troede i min egen naivitet, at når man var mor, var man del af et større netværk med andre, der ønskede en og ens børn det bedste. Ak, det findes der da helt bestemt også, men jeg oplever virkelig momshaming på det groveste HVER DAG.
Forleden lagde jeg en boomerang op af mig og Mila-Melodie, hvor jeg skrev at jeg glædede mig til institutionerne åbnede igen. Det var ikke, fordi jeg ikke havde lyst til at være sammen med min datter. På ingenmåde. Heller ikke fordi jeg havde planer om at sidde i min have og drikke vin, mens hun blev passet. Jeg fik de grimmeste beskeder om, hvilken dårlig mor jeg var, og hvorfor jeg dog havde valgt at få børn, hvis jeg bare skulle aflevere dem i en institution.
Sandheden er simpelthen, at jeg er en mor med et behov for at kunne være mig selv i løbet af dagen. En mor der synes, det er rart at kunne tage på arbejde og tænke på noget andet end madplaner, forældremøder og rengøring. Jeg synes, det er hårdt at holde weekend med 3 små børn, hvor der altid er run på, hvor der er konflikter, hvor de er pylret, og hvor man bare er PÅ fra kl 04.30 (JA, mine børn vågner der) til kl 19.00. Jeg synes, det er krævende, fordi jeg altid er bange for, at de kommer til skade, når jeg skal passe dem. Og så har jeg nogle dage, hvor jeg slet ikke kan overskue at håndtere deres skænderier. Jeg har bare lyst til at give mig til at tude og håbe de vokser hurtigere, så det kan blive nemmere.
Jeg er ikke en typisk mor
Jeg elsker mit arbejde næsten ligeså meget, som jeg elsker mine børn. Jeg prioriterer gerne at træne fremfor at stå tidlig op med dem. Jeg elsker at inddrage dem i mine interesser, som at dyrke en køkkenhave og lave mad eller krea projekter. Jeg er mindre god til at sætte alle mine egne behov til side for at udfylde deres. Forstå mig ret, jeg synes, det er sjovere at tage ud af huset for at tulle rundt i byen, end jeg synes, det er at bygge LEGO. Jeg gør det alligevel, for det er det, en god mor gør, ikke?
Det som bekymrer mig i det hele er, at folk har så svært ved at se andre mødre gøre ting på en anden måde, end de selv ville. Mine børn har verdens bedste far. Han er kærlig, tilstede, omsorgsfuld og ansvarsfuld. De har 100 % tillid til ham, og de får al den kærlighed og opmærsomhed et barn kunne ønske. Uden ham ville mine børn mangle den nærhed, jeg ikke er ligeså god til at give.
Jeg hørte engang et studie, der fortalte, hvordan børn normalt svarede på, hvorfor de elskede deres forældre. Det svar flest havde var:
”Jeg elsker min mor, fordi hun giver mig kys, og jeg elsker min far, fordi han giver mig ting”.
Hos os er det modsat. Men det fungerer for os. Det er både vigtig for et barn at føle sig elsket, men også at føle sig sikker. Et barn skal både få kærlighed, et hjem, tøj og mad.
Så hvorfor føler nogle mødre, at det er på sin plads at give mig (og sikkert andre) en skideballe over de valg, jeg træffer for min familie?
Jeg vil gerne have spørgsmål om, hvorfor vi har valgt at leve, som vi gør. Det betyder, at personen, der spørger, gerne vil forstå mine valg. Jeg vil ikke have kommentarer og trusler om, at jeg er en elendig mor, bare fordi jeg er anderledes end normen. Og det er der heller ingen andre, der fortjener.
Jeg har holdninger baseret på mine personlige værdier. Jeg kunne aldrig finde på at lade mine børn spise ubegrænsede mængder slik, eller bruge deres Ipad uden regler. Men bare fordi en anden mor ikke har det på samme måde, betyder det ikke, at hun er en dårlig mor.
Derfor håber jeg, at man i fremtiden kan prøve at omformulere sine trusler til venlige spørgsmål, inden man momshamer andre. Lad være med at dømme og hakke andre mødre ned. Lad os i stedet skabe et rum, hvor vi kan dele vores erfaringer og ærlige tanker uden at være bange for at blive dømt af andre mødre. Det er os, der sætter standarden, så lad os alle gøre en insats for at gøre det nemmere at være mor. Vi får trods alt nok terror fra vores børn, ikke?
Dette er et af de indlæg, jeg har haft lyst til at skrive mange gange, men ikke vidst hvor jeg skulle starte. Det er så vigtigt at få sagt det, men hvad skal man sige? Kender I det, hvor I bare ville ønske, at hvis ikke man havde noget pænt at sige, så tiede man stille?
For aldrig nogensinde har jeg fået så mange grimme blikke, spydige kommentarer eller oplevet at en fremmed kan få mig til at få det så dårligt med mig selv, som efter jeg blev mor.
Jeg troede i min egen naivitet, at når man var mor, var man del af et større netværk med andre, der ønskede en og ens børn det bedste. Ak, det findes der da helt bestemt også, men jeg oplever virkelig momshaming på det groveste HVER DAG.
Forleden lagde jeg en boomerang op af mig og Mila-Melodie, hvor jeg skrev at jeg glædede mig til institutionerne åbnede igen. Det var ikke, fordi jeg ikke havde lyst til at være sammen med min datter. På ingenmåde. Heller ikke fordi jeg havde planer om at sidde i min have og drikke vin, mens hun blev passet. Jeg fik de grimmeste beskeder om, hvilken dårlig mor jeg var, og hvorfor jeg dog havde valgt at få børn, hvis jeg bare skulle aflevere dem i en institution.
Sandheden er simpelthen, at jeg er en mor med et behov for at kunne være mig selv i løbet af dagen. En mor der synes, det er rart at kunne tage på arbejde og tænke på noget andet end madplaner, forældremøder og rengøring. Jeg synes, det er hårdt at holde weekend med 3 små børn, hvor der altid er run på, hvor der er konflikter, hvor de er pylret, og hvor man bare er PÅ fra kl 04.30 (JA, mine børn vågner der) til kl 19.00. Jeg synes, det er krævende, fordi jeg altid er bange for, at de kommer til skade, når jeg skal passe dem. Og så har jeg nogle dage, hvor jeg slet ikke kan overskue at håndtere deres skænderier. Jeg har bare lyst til at give mig til at tude og håbe de vokser hurtigere, så det kan blive nemmere.
Jeg er ikke en typisk mor
Jeg elsker mit arbejde næsten ligeså meget, som jeg elsker mine børn. Jeg prioriterer gerne at træne fremfor at stå tidlig op med dem. Jeg elsker at inddrage dem i mine interesser, som at dyrke en køkkenhave og lave mad eller krea projekter. Jeg er mindre god til at sætte alle mine egne behov til side for at udfylde deres. Forstå mig ret, jeg synes, det er sjovere at tage ud af huset for at tulle rundt i byen, end jeg synes, det er at bygge LEGO. Jeg gør det alligevel, for det er det, en god mor gør, ikke?
Det som bekymrer mig i det hele er, at folk har så svært ved at se andre mødre gøre ting på en anden måde, end de selv ville. Mine børn har verdens bedste far. Han er kærlig, tilstede, omsorgsfuld og ansvarsfuld. De har 100 % tillid til ham, og de får al den kærlighed og opmærsomhed et barn kunne ønske. Uden ham ville mine børn mangle den nærhed, jeg ikke er ligeså god til at give.
Jeg hørte engang et studie, der fortalte, hvordan børn normalt svarede på, hvorfor de elskede deres forældre. Det svar flest havde var:
”Jeg elsker min mor, fordi hun giver mig kys, og jeg elsker min far, fordi han giver mig ting”.
Hos os er det modsat. Men det fungerer for os. Det er både vigtig for et barn at føle sig elsket, men også at føle sig sikker. Et barn skal både få kærlighed, et hjem, tøj og mad.
Så hvorfor føler nogle mødre, at det er på sin plads at give mig (og sikkert andre) en skideballe over de valg, jeg træffer for min familie?
Jeg vil gerne have spørgsmål om, hvorfor vi har valgt at leve, som vi gør. Det betyder, at personen, der spørger, gerne vil forstå mine valg. Jeg vil ikke have kommentarer og trusler om, at jeg er en elendig mor, bare fordi jeg er anderledes end normen. Og det er der heller ingen andre, der fortjener.
Jeg har holdninger baseret på mine personlige værdier. Jeg kunne aldrig finde på at lade mine børn spise ubegrænsede mængder slik, eller bruge deres Ipad uden regler. Men bare fordi en anden mor ikke har det på samme måde, betyder det ikke, at hun er en dårlig mor.
Derfor håber jeg, at man i fremtiden kan prøve at omformulere sine trusler til venlige spørgsmål, inden man momshamer andre. Lad være med at dømme og hakke andre mødre ned. Lad os i stedet skabe et rum, hvor vi kan dele vores erfaringer og ærlige tanker uden at være bange for at blive dømt af andre mødre. Det er os, der sætter standarden, så lad os alle gøre en insats for at gøre det nemmere at være mor. Vi får trods alt nok terror fra vores børn, ikke?
+ vis kommentarer
GEM KOMMENTAR
Skriv en kommentar