Først og fremmest – TILLYKKE!
Du har lige født – eller det går jeg ud fra, når du er faldet over dette indlæg!
Og det er bare det største i hele verden!
Men selvom det er helt fantastisk, kan det også være ret stressende. Og hårdt. Det der med at lige være blevet mor. Måske for 3. gang. Måske for første gang.
Derfor vil jeg rigtig gerne dele mine erfaringer med dig, som du måske – eller måske ikke kan relatere til.
Jeg ville ønske, at der var nogen der havde fortalt det til mig, inden jeg fødte mit 1. barn. Men nu ved jeg det. Og nu ved du det også snart.
Hvis du har andre oplevelser, må du meget gerne dele dem med os! Så vi kan dele din viden med de andre kommende mødre! Det tror jeg nemlig, de bliver glade for!
Nr 1. Det store ansvar der falder over hovedet på en.
Jeg kan huske det, som det var i går. Lidt kliché-agtig, men desto ikke mindre rigtig. Jeg kan tydelig huske panikken der spredte sig i brystet på mig, dengang jeg trådte ind af døren i vores lejlighed på Stadion Allé. 1. gang hjemme – med en lille baby.
Det var først dér, i stuen på 1. sal med en hund der dansede rundt om os i stor gensynsglæde og et lille stykke menneske der skreg af vildeste kraft, at det gik op for 22 årige Maria, hvad jeg havde rodet mig ud i.
Panik. Hvad skal jeg gøre? Hvorfor kan den hund ikke forstå, at han skal tage det roligt?
Måske fungerer det slet ikke at have en hund med en ny lille baby?
Og hvad søren skal jeg gøre med det skrigende barn? Jeg aner jo ikke, hvad hun skriger efter.
HVOR ER DEN RØDE SNOR SOM MAGISK FØRER EN SYGEPLEJERSKE TIL MIT VÆRELSE OG REDDER DAGEN?
Ja. Det var den overvældende paniske følelse der trang sig på og fyldte hele min unge krop.
SHIT – Hvad gør jeg?
En følelse af afmagt, frustration og overvældelse.
Heldigvis kom min mor mig til undsætning og fortalte, at mon ikke barnet bare er sulten eller har brug for at være tæt på sin mor. Også tiede hun stille efter lidt, og jeg fik lidt mere ro på.
Jeg ville sådan ønske, nogen havde fortalt mig, at det var helt normalt at føle sig lidt forkert i den nye rolle. Det hører man ikke rigtigt om. Man går bare ud fra, at alle synes, det er det mest naturlige at læse ens barns behov, når man kommer hjem fra sygehuset som en familie på 3.
Hvis du vil have en trøst – bliver det IKKE bedre med nr 2. Og heller ikke ved nr 3…
Nr 2. Hvor skide svært det er at amme
Jeg troede vitterligt, at det bare var lige ud af landevejen.
Du ved – bryst i barnets mund – milk appears. Baby happy.
Men det var ikke lige den oplevelse, jeg havde.
For det første er jeg bryst-reduceret. Så der var ikke ligefrem store mængder mælk der kom ud. For det andet havde jeg slet ikke forberedt mig på amningen. Jeg havde forberedt mig til fødslen. Og ligesom gået ud fra at alt derefter ikke eksisterede. Fødslen var mål-stregen.
Så dét der med amning var ikke lige noget der bare kørte fra første dag.
Jeg vil derfor anbefale alle at få hjælp med amningen før fødsel. Hvis I ikke nåede det, så få det nu. Spørg sundhedsplejersken. Eller spørg ammehjælpen! Du er IKKE alene! Og ja – det er svært at amme.
Nr 3. Hvor ensom jeg følte mig
Og det i sig selv er lidt vildt, med tanke på at jeg stort set var bundet til min baby 20 timer i døgnet.
Men jeg var den første af veninderne der fik en baby. Jeg var trendsætteren. Eller det var jeg ikke, men jeg synes, det lyder lidt sejt.
Jeg havde så mange spørgsmål og bekymringer. Og så kendte jeg bare ingen andre der havde de samme spørgsmål og bekymringer.
Min hverdag gik fra at være super-social, studerende og iværksætter. Jeg brugte al min tid på at arbejde med mennesker eller hænge ud med mine veninder. Lige pludselig var det bare mig og baby. Og det var også fint, men det var ikke i nærheden af, hvad jeg plejede at gøre.
Jeg manglede nogle veninder. Jeg manglede at tale med voksne mennesker. Og det skulle ikke være min mand – for vores samtaler var omkring alt det praktiske der skulle laves.
Nr 4. Hvor lang tid jeg kunne udsætte et bad
Dette blev jeg faktisk ret overrasket over.
Jeg tror, det længste jeg gik uden et reelt bad var 12 dage. Og hey – ikke fordi du skal stræbe efter det – eller konkurrere med mig meeeen.. Det er da lidt vildt ikke?
Jeg brugte 2 min på at fugte en klud og vaske mig der, det var mest kritisk. Og så blev tør-shampo min bedste ven!
Hvor er jeg egentlig stadig taknemmelig for min tør-shampoo.
Det vilde er, at jeg kan huske, hvordan jeg himlede med øjnene over andre der fortalte, at man ikke havde tid til et bad. Jeg tænkte ”stram nu an, baby kan vel godt græde i 5 minutter, uden at der sker noget ved det”.
Men det er total stressende det der med at skulle vaske håret og høre en skrigende unge lige udenfor. Så det blev kraftigt nedprioriteret.
Nr 5. hvor meget tid det tager at passe en baby
Jeg havde en idé om det. Men den kunne bestemt ikke sammenlignes med virkeligheden.
Jeg brugte de første 8 uger på at amme – hele tiden. Jeg følte ikke, jeg gjorde andet end at amme. HELE. TIDEN.
Jeg havde alle mulige forestillinger om alt det, vi skulle nå på mine 16 ugers barsel. Jeg nåede ikke rigtig noget faktisk. Men vi gik nogle lange ture med barnevognen og ammede lidt mere. Og lige pludselig var der gået 16 uger, og min barsel var slut.
Nr 6. At det er normalt ikke at elske sin baby med det samme, de er født
Hvis jeg må være helt ærlig, var det mere sådan noget lykke over, at fødslen var færdig, og ikke at jeg elskede min baby.
Jeg fik aldrig den der store kærlighedsovervældelse, da hun blev lagt på min brystkasse. Blålig og fedtet. Jeg tror, der gik nogle måneder, før jeg virkelig kunne mærke den store kærlighed.
Jeg følte mig ret forkert, for man hører jo kun om dem, som fortæller om den overvældende kærlighed lige efter fødslen.
Så hvis du har det lige som mig, er det altså også normalt.
Nr 7. Hvor hårdt det er for parforholdet
En baby tager plads og tid. Plads fra rummelighed ovenfor hinanden. Og tid man plejede at bruge sammen eller på at sove.
Det er hårdt at være på hele tiden. Og derfor oplevede jeg flere konflikter end normalt. Heldigvis er Lasse og jeg gode til at tale med hinanden og være forstående. Derfor kom vi igennem det. Men jeg tror, det kan komme bag på mange, hvor hårdt det faktisk kan tære på ens parforhold.
Så tal med hinanden, være ekstra forstående og lad være med at finde fejl ved hinanden.
Og hold ud indtil barnet mindst er 4 år. Der falder skilsmisseraten igen;)
Først og fremmest – TILLYKKE!
Du har lige født – eller det går jeg ud fra, når du er faldet over dette indlæg!
Og det er bare det største i hele verden!
Men selvom det er helt fantastisk, kan det også være ret stressende. Og hårdt. Det der med at lige være blevet mor. Måske for 3. gang. Måske for første gang.
Derfor vil jeg rigtig gerne dele mine erfaringer med dig, som du måske – eller måske ikke kan relatere til.
Jeg ville ønske, at der var nogen der havde fortalt det til mig, inden jeg fødte mit 1. barn. Men nu ved jeg det. Og nu ved du det også snart.
Hvis du har andre oplevelser, må du meget gerne dele dem med os! Så vi kan dele din viden med de andre kommende mødre! Det tror jeg nemlig, de bliver glade for!
Nr 1. Det store ansvar der falder over hovedet på en.
Jeg kan huske det, som det var i går. Lidt kliché-agtig, men desto ikke mindre rigtig. Jeg kan tydelig huske panikken der spredte sig i brystet på mig, dengang jeg trådte ind af døren i vores lejlighed på Stadion Allé. 1. gang hjemme – med en lille baby.
Det var først dér, i stuen på 1. sal med en hund der dansede rundt om os i stor gensynsglæde og et lille stykke menneske der skreg af vildeste kraft, at det gik op for 22 årige Maria, hvad jeg havde rodet mig ud i.
Panik. Hvad skal jeg gøre? Hvorfor kan den hund ikke forstå, at han skal tage det roligt?
Måske fungerer det slet ikke at have en hund med en ny lille baby?
Og hvad søren skal jeg gøre med det skrigende barn? Jeg aner jo ikke, hvad hun skriger efter.
HVOR ER DEN RØDE SNOR SOM MAGISK FØRER EN SYGEPLEJERSKE TIL MIT VÆRELSE OG REDDER DAGEN?
Ja. Det var den overvældende paniske følelse der trang sig på og fyldte hele min unge krop.
SHIT – Hvad gør jeg?
En følelse af afmagt, frustration og overvældelse.
Heldigvis kom min mor mig til undsætning og fortalte, at mon ikke barnet bare er sulten eller har brug for at være tæt på sin mor. Også tiede hun stille efter lidt, og jeg fik lidt mere ro på.
Jeg ville sådan ønske, nogen havde fortalt mig, at det var helt normalt at føle sig lidt forkert i den nye rolle. Det hører man ikke rigtigt om. Man går bare ud fra, at alle synes, det er det mest naturlige at læse ens barns behov, når man kommer hjem fra sygehuset som en familie på 3.
Hvis du vil have en trøst – bliver det IKKE bedre med nr 2. Og heller ikke ved nr 3…
Nr 2. Hvor skide svært det er at amme
Jeg troede vitterligt, at det bare var lige ud af landevejen.
Du ved – bryst i barnets mund – milk appears. Baby happy.
Men det var ikke lige den oplevelse, jeg havde.
For det første er jeg bryst-reduceret. Så der var ikke ligefrem store mængder mælk der kom ud. For det andet havde jeg slet ikke forberedt mig på amningen. Jeg havde forberedt mig til fødslen. Og ligesom gået ud fra at alt derefter ikke eksisterede. Fødslen var mål-stregen.
Så dét der med amning var ikke lige noget der bare kørte fra første dag.
Jeg vil derfor anbefale alle at få hjælp med amningen før fødsel. Hvis I ikke nåede det, så få det nu. Spørg sundhedsplejersken. Eller spørg ammehjælpen! Du er IKKE alene! Og ja – det er svært at amme.
Nr 3. Hvor ensom jeg følte mig
Og det i sig selv er lidt vildt, med tanke på at jeg stort set var bundet til min baby 20 timer i døgnet.
Men jeg var den første af veninderne der fik en baby. Jeg var trendsætteren. Eller det var jeg ikke, men jeg synes, det lyder lidt sejt.
Jeg havde så mange spørgsmål og bekymringer. Og så kendte jeg bare ingen andre der havde de samme spørgsmål og bekymringer.
Min hverdag gik fra at være super-social, studerende og iværksætter. Jeg brugte al min tid på at arbejde med mennesker eller hænge ud med mine veninder. Lige pludselig var det bare mig og baby. Og det var også fint, men det var ikke i nærheden af, hvad jeg plejede at gøre.
Jeg manglede nogle veninder. Jeg manglede at tale med voksne mennesker. Og det skulle ikke være min mand – for vores samtaler var omkring alt det praktiske der skulle laves.
Nr 4. Hvor lang tid jeg kunne udsætte et bad
Dette blev jeg faktisk ret overrasket over.
Jeg tror, det længste jeg gik uden et reelt bad var 12 dage. Og hey – ikke fordi du skal stræbe efter det – eller konkurrere med mig meeeen.. Det er da lidt vildt ikke?
Jeg brugte 2 min på at fugte en klud og vaske mig der, det var mest kritisk. Og så blev tør-shampo min bedste ven!
Hvor er jeg egentlig stadig taknemmelig for min tør-shampoo.
Det vilde er, at jeg kan huske, hvordan jeg himlede med øjnene over andre der fortalte, at man ikke havde tid til et bad. Jeg tænkte ”stram nu an, baby kan vel godt græde i 5 minutter, uden at der sker noget ved det”.
Men det er total stressende det der med at skulle vaske håret og høre en skrigende unge lige udenfor. Så det blev kraftigt nedprioriteret.
Nr 5. hvor meget tid det tager at passe en baby
Jeg havde en idé om det. Men den kunne bestemt ikke sammenlignes med virkeligheden.
Jeg brugte de første 8 uger på at amme – hele tiden. Jeg følte ikke, jeg gjorde andet end at amme. HELE. TIDEN.
Jeg havde alle mulige forestillinger om alt det, vi skulle nå på mine 16 ugers barsel. Jeg nåede ikke rigtig noget faktisk. Men vi gik nogle lange ture med barnevognen og ammede lidt mere. Og lige pludselig var der gået 16 uger, og min barsel var slut.
Nr 6. At det er normalt ikke at elske sin baby med det samme, de er født
Hvis jeg må være helt ærlig, var det mere sådan noget lykke over, at fødslen var færdig, og ikke at jeg elskede min baby.
Jeg fik aldrig den der store kærlighedsovervældelse, da hun blev lagt på min brystkasse. Blålig og fedtet. Jeg tror, der gik nogle måneder, før jeg virkelig kunne mærke den store kærlighed.
Jeg følte mig ret forkert, for man hører jo kun om dem, som fortæller om den overvældende kærlighed lige efter fødslen.
Så hvis du har det lige som mig, er det altså også normalt.
Nr 7. Hvor hårdt det er for parforholdet
En baby tager plads og tid. Plads fra rummelighed ovenfor hinanden. Og tid man plejede at bruge sammen eller på at sove.
Det er hårdt at være på hele tiden. Og derfor oplevede jeg flere konflikter end normalt. Heldigvis er Lasse og jeg gode til at tale med hinanden og være forstående. Derfor kom vi igennem det. Men jeg tror, det kan komme bag på mange, hvor hårdt det faktisk kan tære på ens parforhold.
Så tal med hinanden, være ekstra forstående og lad være med at finde fejl ved hinanden.
Og hold ud indtil barnet mindst er 4 år. Der falder skilsmisseraten igen;)
+ vis kommentarer
- Hide Comments
Skriv en kommentar