– Et bundærligt indlæg om mine meget personlige tanker og om min rolle som mor

Ærlighed

Jeg modtager mange grimme privat beskeder nogle gange. Jeg har lært at bladre videre, men jeg må indrømme, at jeg ind i mellem bliver rigtig ked af det. Både over tanken om hvordan andre mødre vover at tale til andre, mens de er gemt bag en computerskærm. Men helt sikkert også, fordi det gør ondt på mig, når man får en personlig sviner.
Den seneste tid har været præget af mange forskellige holdninger om mit liv som mor og iværksætter. Jeg har ingen problemer med at andre har en anden holdning til mit liv, end jeg selv har. Jeg har heller ingen forventninger til at andre, skal kunne sætte sig ind i min situation. Men alligevel besluttede jeg mig for at skrive dette indlæg, for at kunne fortælle, hvorfor jeg tager de valg i mit liv, som jeg gør.

Jeg gør det for min egen skyld

Ikke fordi jeg føler, jeg skal forsvare mig selv. Jeg føler egentlig, at jeg hviler rigtig godt i mine beslutninger. Men jeg lever et anderledes liv end de traditionelle mødre, så jeg vil alligevel give jer en reel mulighed at kigge ind i mit liv. Især hvad angår den tid, jeg bruger på mig selv uden mine børn – det er åbenbart det I bliver mest harme over at læse om på de sociale medier. Ser I, jeg kan ikke elske mine børn højere, end jeg gør. Jeg synes, de er de lækreste og smukkeste væsener på denne planet, og jeg ville ikke undvære dem for alle penge i hele verden. Jeg elsker (for det meste) at tilbringe tid med mine børn. Jeg elsker at lege med dem. At træne med dem. At lave mad med dem. Jeg elsker at være produktiv samtidig med, at jeg er sammen med dem.
Men jeg er en person, der har brug for at være alene med mig selv. Jeg har brug for at kunne sidde i min sofa og lave intet uden at skulle rende ind og ud af værelset med en sut og en sang. Jeg nyder roen, jeg har efter puttetid, hvor der er stille i min lejlighed, og jeg kan være voksen og ikke-mor i et øjeblik.

Én god mor…

Jeg tror, min dårlige samvittighed har noget at gøre med de forventninger, jeg forestiller mig at andre har til mig som mor. Jeg forestiller mig, at de tænker, at en god mor altid savner sine børn. At en god mor hellere vil være hjemme med sine børn end at arbejde – hvis det kan lade sig gøre. At en god mor ikke arbejder om aftenen, og at en god mor aldrig bliver frustreret over sine børn og nogle gange har lyst til at smide dem i et lydisoleret værelse og låse døren.
Sandheden er dog, at jeg ikke er den type mor. Jeg er en mor, der aldrig kunne finde på at sige mit job op for at gå hjemme med mine børn. Jeg ville hade det. Jeg er heller ikke den type mor, der altid glæder sig til weekenderne, for så skal vi bare have en fest. For at være helt ærlig, synes jeg det er mindre belastende at have produktudviklingsweekend, end jeg synes, det er at tilbringe en hel weekend med mine børn. Jeg prioriterer mig selv så ofte, som det giver mening for mig og i det omfang, jeg føler, jeg kan tillade mig det. Jeg gør det, fordi det giver mig overskud til at være den bedste mor, når jeg først er sammen med mine børn.
Jeg vil meget hellere være på arbejde hele dagen for så at komme hjem og glæde mig til at lave noget hyggeligt med børnene. I stedet for at være sammen med dem hele dagen og være træt, energiforladt og i dårligt humør. Det går jo udover den kvalitet, jeg kan mærke i samværet mellem mig og mine børn nu.

Mine mini-terrorister

Det er usandsynlig hårdt at have 3 børn på 4, 3 og 1 år. De er i konstant konflikt med hinanden. De tester grænser af. De skider hele tiden, og de sover utrolig dårligt om natten. De er ganske enkelt mini-terrorister, der virkelig gør livet hårdt. Men de er det hele værd. Jeg er bare ikke en mor, der kan magte at skulle stresse over aftensmadlavning, konflikthåndtering, lortebleer og aktivering hele dagen igennem. Jeg synes, jeg får min daglige dosis om eftermiddagen, når de er endnu mere trætte, end de var om morgenen. Jeg har brug for små portioner. Og det kan godt ske, I mener, det er helt forkert, og hvorfor har jeg så valgt at få børn osv.

Til det har jeg et enkelt svar: Jeg har valgt at få børn, fordi mig og min mand drømte om en familie, der var sunde og raske. Og så drømte vi om mere indhold i vores liv. Det er i den grad gået i opfyldelse. Jeg er en atypisk mor, og min mand er en atypisk far. Han er den mor, jeg aldrig bliver. Han elsker hvert minut med børnene og har så meget mere styr på det end jeg. Han er altid så afslappet og rolig i deres tilstedeværelse. Alt imens jeg lider af stress og bekymringer for, at noget går galt. At de falder og slår sig. At de løber ud foran en bil eller falder ud af vinduet. Jeg ser hele tiden små film i mit hoved, om at der sker en ulykke, bare de hopper på sofaen. Det stresser mig ekstremt meget.

Det er så begrænsende i vores nærvær. Og det er noget, jeg hele tiden arbejder på. Samtidig er det super vigtigt for mig, at jeg ved, at de har mig 100 %, når jeg er der. Hvis jeg går med arbejdet i tankerne, fordi jeg ikke blev færdig, inden jeg skulle gå hjem, så vil jeg hellere blive 20 min. længere og afslutte det, end jeg vil skynde mig hjem og hente dem og ikke være tilstede i den tid, vi har sammen.

Derfor prioriterer jeg tid med mig selv

Jeg kan nemlig se, at det er godt givet ud for begge parter. Jeg træner om morgenen, inden jeg møder ind og nogle gange igen, inden jeg henter børnene. Jeg sørger for, at jeg hver 4. fredag har fri til at få dækket mine voksne sociale behov. Jeg sørger for, at jeg får en times massage om måneden, også er der ”voksen-tid” aka Maria-tid i mit hjem tirsdag og torsdag fra kl 19-21. Der kan jeg lade op, glo ligegyldig fjernsyn eller whatever, uden at jeg skal være nogens mor – det er min mand, der tager de bleskift eller giver børnene en flaske vand.

Jeg forstår godt, at man måske synes, jeg er mærkelig, men det er vigtigt for mig, at jeg skaber gode minder med mine børn i en periode, hvor de er meget krævende at være sammen med. Jeg går da ud i fra ,at det er nemmere, når de er ældre og har lidt flere færdigheder og større forståelse. Jeg gør mit bedste, som den mor jeg er, og det er jeg ok med.
Derfor synes jeg også, at det ville være skønt, hvis du var det samme. Og hvis du ikke er så i hvert fald ikke mom-shame mig omkring det. Vi er jo alle mennesker. Jeg kan kun leve det liv, jeg mener er bedst for mig og min familie. Og det gør jeg i allerhøjeste grad lige nu.