Der er en grund til at kun én forælder har barsel. Her er min Corona-barsel på godt og ondt.

En søndag morgen i slutningen af februar 2020 kom han ud, vores lille basse af en dreng. Ikke mindre end 3 timer senere ringede vi til bedsteforældrene og vores søskende med beskeden, ”Det blev en dreng”. De efterfølgende to uger var ren barsel-boble, vores familie og venner kom alle forbi og så ham, som man jo gør, når der kommer familieforøgelse.

Efter de to uger startede min kæreste på arbejdet igen, og jeg var klar til, at bettemanden og jeg skulle klare dagene sammen. Men efter én dag tilbage på arbejdet, så sker det: ”DANMARK LUKKER NED”.

Min første tanke var, ”fedt”, og tro mig, det var det da også. Så skulle jeg ikke stå med en nyfødt helt selv, vi kunne sammen lære at forstå, hvad han var for en størrelse, hans behov, og for mig var det en stor gevinst. Barslen var stadig min, så mit job bestod i at passe vores dreng, men i starten føltes det som om, jeg havde fået en ekstra kollega. Selvom vi bor småt, så gik det godt. Drengen sov jo det meste af tiden, og jeg kunne lige smutte ned og handle, og hoppe i bad, Far var der jo til at tage ham, hvis nu han vågnede. Men så stoppede det med at være så fedt.

Når far begynder på arbejde efter de første 2 uger på barsel, er det fordi en nyfødt kun kræver én. En til en mandsopdækning er fint i 8 timer. Så kommer far hjem, han er måske lidt træt efter arbejde, men har savnet mor og baby, og har lyst til at lege, synge og kramme barnet. Det er er mor for en lille pause og får mere ’fri’. Det er så også her, at hjemmekontoret ikke virker. Det dur ikke, at far allerede er træt af baby lege og barnegråd, inden han ”kommer hjem” – han skal være klar til at tage over. Min kæreste sagde, da jeg var gravid ”Bare jeg ikke får barnet kastet i hovedet, som det første hver dag, når jeg kommer hjem” – Hvilken dengang var det værste, han kunne forstille sig. Ja, igen blev vi klogere, det drømmer vi jo om i dag.

Den usynlige far

I dag er det et halvt år siden, jeg blev mor, og næsten lige så længe har Danmark mere eller mindre været lukket ned. Min kæreste har nærmest ikke været på arbejde andet end fra hjemmekontoret eller taget online møder i en gammel t-shirt og underbukser. Hvilket nok er dér kæden springer lidt af for mig. Jeg kan nemt tage mig af vores dreng hele dagen – helt alene, men når han så er lidt utilfreds, og jeg står og varmer grød eller tørre gylp op, eller der er en ildebrand et eller andet sted, så kan jeg godt ”forvente” lidt, at min kæreste tager ham. Han skulle jo være MIN kollega. For jeg kan jo ikke se, hvad han laver bag skærmen (er det vigtigere end at hjælpe vores lille basse?). Han kan jo godt høre og se, hvis jeg er presset, eller jeg keder mig, men han er der jo ikke, han er på arbejde. Hold nu op, hvor har jeg sagt mange gange: ”hvornår mon far kommer hjem fra arbejde?”.

 

Kærlighed på afstand

Når man er (førstegangs)mor, er barnet det eneste, man har på hjernen. For mig var det vigtigt, at vores forældre fik et godt forhold til ham, at han kendte dem og omvendt. Pludselig var verden en helt anden.  Vi aflyste aftaler med bedsteforældrene, man vidste ikke, om de måtte holde ham, kramme ham og kys udeblev for en stund.  Hvilket jeg må sige, at det smerter.  For mig var smerten i starten, ikke at kunne dele mit lille vidunder med hele verden … eller bare som minimum med min familie og venner. Facetime er en genial ting, men det kan ikke gøre det op for et rigtigt besøg og rigtigt kram. Udsigterne til en almindelig barsel var lange og tog modet fra mig engang imellem. Javist min dreng er den dejligste lille fyr, men kun at lege med ham, alene, uden andre, dag ud og dag ind … Ja det blev lidt nogle lange dage…

Vi skulle være startet til babysvømning, babyrytmik og træning v. Maria Dior, men alt blev aflyst, og i stedet endte vi med at dele en plade chokolade næsten hver eneste dag – gode undskylder var der nok af.

 

Men heldigvis …

Heldigvis knuselsker bedsteforældrene deres barnebarn, og omvendt. Heldigvis ses vi igen både med familie og venner. Heldigvis har min corona-barsel været dejlig, og jeg har også fået en masse hjælp fra min kæreste, hver eneste dag. Hvilket gør, at vores dreng ikke er mor-syg. Nogle gange mistænker jeg ham for bedre at kunne lide far end mor. Om det er en fordel eller ulempe ved corona-barsel, det ved jeg ikke. En ting jeg ved er, at min første barsel ikke blev som forventet – på godt og ondt.

Der er en grund til at kun én forælder har barsel. Her er min Corona-barsel på godt og ondt.

En søndag morgen i slutningen af februar 2020 kom han ud, vores lille basse af en dreng. Ikke mindre end 3 timer senere ringede vi til bedsteforældrene og vores søskende med beskeden, ”Det blev en dreng”. De efterfølgende to uger var ren barsel-boble, vores familie og venner kom alle forbi og så ham, som man jo gør, når der kommer familieforøgelse.

Efter de to uger startede min kæreste på arbejdet igen, og jeg var klar til, at bettemanden og jeg skulle klare dagene sammen. Men efter én dag tilbage på arbejdet, så sker det: ”DANMARK LUKKER NED”.

Min første tanke var, ”fedt”, og tro mig, det var det da også. Så skulle jeg ikke stå med en nyfødt helt selv, vi kunne sammen lære at forstå, hvad han var for en størrelse, hans behov, og for mig var det en stor gevinst. Barslen var stadig min, så mit job bestod i at passe vores dreng, men i starten føltes det som om, jeg havde fået en ekstra kollega. Selvom vi bor småt, så gik det godt. Drengen sov jo det meste af tiden, og jeg kunne lige smutte ned og handle, og hoppe i bad, Far var der jo til at tage ham, hvis nu han vågnede. Men så stoppede det med at være så fedt.

Når far begynder på arbejde efter de første 2 uger på barsel, er det fordi en nyfødt kun kræver én. En til en mandsopdækning er fint i 8 timer. Så kommer far hjem, han er måske lidt træt efter arbejde, men har savnet mor og baby, og har lyst til at lege, synge og kramme barnet. Det er er mor for en lille pause og får mere ’fri’. Det er så også her, at hjemmekontoret ikke virker. Det dur ikke, at far allerede er træt af baby lege og barnegråd, inden han ”kommer hjem” – han skal være klar til at tage over. Min kæreste sagde, da jeg var gravid ”Bare jeg ikke får barnet kastet i hovedet, som det første hver dag, når jeg kommer hjem” – Hvilken dengang var det værste, han kunne forstille sig. Ja, igen blev vi klogere, det drømmer vi jo om i dag.

Den usynlige far

I dag er det et halvt år siden, jeg blev mor, og næsten lige så længe har Danmark mere eller mindre været lukket ned. Min kæreste har nærmest ikke været på arbejde andet end fra hjemmekontoret eller taget online møder i en gammel t-shirt og underbukser. Hvilket nok er dér kæden springer lidt af for mig. Jeg kan nemt tage mig af vores dreng hele dagen – helt alene, men når han så er lidt utilfreds, og jeg står og varmer grød eller tørre gylp op, eller der er en ildebrand et eller andet sted, så kan jeg godt ”forvente” lidt, at min kæreste tager ham. Han skulle jo være MIN kollega. For jeg kan jo ikke se, hvad han laver bag skærmen (er det vigtigere end at hjælpe vores lille basse?). Han kan jo godt høre og se, hvis jeg er presset, eller jeg keder mig, men han er der jo ikke, han er på arbejde. Hold nu op, hvor har jeg sagt mange gange: ”hvornår mon far kommer hjem fra arbejde?”.

 

Kærlighed på afstand

Når man er (førstegangs)mor, er barnet det eneste, man har på hjernen. For mig var det vigtigt, at vores forældre fik et godt forhold til ham, at han kendte dem og omvendt. Pludselig var verden en helt anden.  Vi aflyste aftaler med bedsteforældrene, man vidste ikke, om de måtte holde ham, kramme ham og kys udeblev for en stund.  Hvilket jeg må sige, at det smerter.  For mig var smerten i starten, ikke at kunne dele mit lille vidunder med hele verden … eller bare som minimum med min familie og venner. Facetime er en genial ting, men det kan ikke gøre det op for et rigtigt besøg og rigtigt kram. Udsigterne til en almindelig barsel var lange og tog modet fra mig engang imellem. Javist min dreng er den dejligste lille fyr, men kun at lege med ham, alene, uden andre, dag ud og dag ind … Ja det blev lidt nogle lange dage…

Vi skulle være startet til babysvømning, babyrytmik og træning v. Maria Dior, men alt blev aflyst, og i stedet endte vi med at dele en plade chokolade næsten hver eneste dag – gode undskylder var der nok af.

 

Men heldigvis …

Heldigvis knuselsker bedsteforældrene deres barnebarn, og omvendt. Heldigvis ses vi igen både med familie og venner. Heldigvis har min corona-barsel været dejlig, og jeg har også fået en masse hjælp fra min kæreste, hver eneste dag. Hvilket gør, at vores dreng ikke er mor-syg. Nogle gange mistænker jeg ham for bedre at kunne lide far end mor. Om det er en fordel eller ulempe ved corona-barsel, det ved jeg ikke. En ting jeg ved er, at min første barsel ikke blev som forventet – på godt og ondt.